Gå til hovedindhold

Frivillighed med mening: Thomas gør en forskel lokalt og nationalt

For Thomas Skovgaard Petersen giver frivillighed først og fremmest mening, når man kan mærke sin indsats helt tæt på. Den 35-årige byggerådgiver fra Køge har været frivillig i Børns Voksenvenner i knap syv år og har i dag en central rolle i både lokalforeningen og landsbestyrelsen. Men det hele begyndte med ét venskab mellem to mennesker.

Thomas Skovgaard Petersen er tidligere frivillig voksenven og sidder nu i lokal- og landsbestyrelsen i Børns Voksenvenner

Thomas startede som voksenven for en dreng i sit lokalområde. Drengen boede alene med sin mor og havde ikke et stort netværk omkring sig. Thomas og drengen begyndte stille og roligt at ses et par gange om måneden, og relationen udviklede sig hurtigt til et trygt venskab med kontakt også uden for de faste aftaler.

Det blev ikke kun vigtigt for barnet. Tiden sammen gav også drengens mor mere overskud i hverdagen. Familien voksede, barnet fik en bonusbror, og behovet for en voksenven ændrede sig naturligt. I dag er relationen fortsat der, blot uden titel. De to taler stadig sammen, primært via sociale medier, som almindelige venner.

For Thomas står den oplevelse som en succeshistorie. Ikke fordi alle venskaber ender ens, men fordi den viser, hvordan en frivillig indsats kan sætte noget i bevægelse - og lave ringe i vandet.

Fra voksenven til bestyrelsesarbejde

Da venskabet ebbede ud i sin oprindelige form, havde Thomas stadig lyst til at engagere sig i Børns Voksenvenner. Med mere tid til rådighed gav det mening at bruge kræfterne et nyt sted i foreningen. Han blev en del af bestyrelsen i Børns Voksenvenner Køge, hvor han i dag er næstformand med ansvar for markedsføring, synlighed og arrangementer.

For Thomas handler frivillighed ikke kun om den direkte relation mellem voksen og barn, men også om at skabe rammerne for, at foreningen kan lykkes. I Køge har bestyrelsen arbejdet målrettet med at gøre Børns Voksenvenner mere synlig i lokalområdet - både gennem sociale medier og ved at deltage i og arrangere lokale events.

Et af højdepunkterne var lokalforeningens 10-års-jubilæum, hvor der blev afholdt en hel dag med gratis aktiviteter for børn og unge. Omkring 900-1000 mennesker lagde vejen forbi. For Thomas blev det et tydeligt bevis på, at kontinuerligt frivilligt arbejde kan skabe opmærksomhed, genkendelighed og engagement - også uden store marketingbudgetter.

Små indsatser, stor betydning

En af de ting, der giver Thomas størst glæde i bestyrelsesarbejdet, er arbejdet med julehjælp i Køge. Gennem fondsmidler, donationer og lokale netværk har foreningen formået at rejse penge nok til at kunne hjælpe alle, der har ansøgt.

For Thomas er det ikke en succes, at der er behov for julehjælp. Men det er en succes, at en lille lokalforening kan løfte opgaven og gøre en forskel. At kunne bidrage lokalt, direkte og konkret, betyder meget for ham.

” Det er sådan en ting, der gør mig glad. Helt indeni,” fortæller Thomas, og forsætter: ” At man kan gøre så lille en indsats, men det kan gøre så stor en forskel for dem, der modtager det.”

Frivillighed er også fællesskab

Det sociale fællesskab fylder også meget i Thomas’ engagement. I lokalforeningen lægges der stor vægt på at passe på de frivillige og skabe et miljø, hvor de føler sig værdsatte. Frivillige lønnes ikke med penge, men med fællesskab, anerkendelse og oplevelser, og det er, ifølge Thomas, afgørende for at undgå, at frivillige brænder ud.

Arrangementer som fælles julefrokoster, netværksmøder og fælles oplevelser giver mulighed for både samvær og erfaringsudveksling. Her kan voksenvenner spejle sig i hinanden, dele overvejelser og få støtte i de dilemmaer, der kan opstå i relationen til et barn og en familie.

“Spring ud i det!”

Ud over sit lokale engagement er Thomas også suppleant i Børns Voksenvenners landsbestyrelse. Her ser han bestyrelsesarbejde som en mulighed for personlig udvikling og for at bidrage med nye perspektiver. Han oplever, at der er brug for unge kræfter, og at mange yngre måske ikke ved, hvad bestyrelsesarbejde egentlig indebærer - eller undervurderer deres egne kompetencer.

Hans budskab til andre i 20’erne og 30’erne er klart: Bare spring ud i det. Frivilligt arbejde - og bestyrelsesarbejde i særdeleshed - giver både fagligt, personligt og menneskeligt udbytte.

” Just do it. Kom i gang. Du kommer aldrig til at fortryde det,” siger Thomas uden tøven, og forsætter: ”Du skal selvfølgelig være indstillet på, at det kræver noget af dig, men det du får tilbage, det er ikke noget, du kan købe for penge. Hverken, det moralske, det faglige og det personlige. Du kommer til at udvikle dig, og du kommer til at have en meget bedre forståelse for frivilligheden.”

For Thomas er frivillighed blevet et hjerteprojekt. Et sted, hvor han kan bruge sine kompetencer, udvikle sig selv og samtidig være med til at gøre små smil lidt større. Og netop dét er for ham essensen af frivillighed.