Vedtægter for Foreningen Børns Voksenvenner
Vedtægterne er vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 28.november 1998 i Vejle, og endelig godkendt på den ordinære generalforsamling d. 6. marts 1999 i Vejle.
Vedtægternes § 4, 5 og 7 er ændret ved ordinær generalforsamling d. 4. marts 2000 i Vejle.
Vedtægternes § 4 stk. 3, § 5, § 6 blev ændret og § 5A og §6A blev indført som nye paragraffer ved generalforsamlingen d. 3. marts 2001 på Vejlefjord.
Vedtægternes § 3 er ændret ved ordinær generalforsamling d. 2. marts 2002 på Vejlefjord.
På den ordinære generalforsamling den 1. marts 2003 på Vejlefjord blev følgende vedtægtsændringer vedtaget: Vedtægternes § 1, § 3, § 4, § 5 og § 6 blev ændret. § 5A blev slettet.
På den ordinære generalforsamling den 5. februar 2005 på Hotel Scandic, Horsens blev følgende vedtægtsændringer vedtaget: Vedtægternes § 1 og § 6A blev ændret.
På den ordinære generalforsamling den 4. marts 2006 på Hotel Scandic, Horsens blev følgende vedtægtsændringer vedtaget: Vedtægternes § 3 blev ændret.
På den ordinære generalforsamling den 6.marts 2010 på Hotel Scandic, Horsens blev følgende vedtægtsændringer vedtaget:
Vedtægternes § 1, § 4, stk. 4 og § 4, stk. 5
§ 1. Navn, stiftelse og adresse.
- Foreningens navn er “Landsforeningen Børns Voksenvenner”.
- Foreningen er stiftet d. 28.11.98.
- Landsforeningens postadresse er Hvedemarken 18, 5492 Vissenbjerg
§ 2. Formål.
Landsforeningens formål er:
- At samle foreninger og grupper, som arbejder med at etablere besøgsvensordninger mellem børn og unge, der mangler voksenkontakt, og frivillige ressourcerige voksne.
- At støtte nye og bestående grupper/foreninger på landsplan.
- At oplyse og informere om Landsforeningens arbejde
§ 3. Medlemmer.
Stk. 1
Som medlemmer kan optages foreninger og grupper, som arbejder med at etablere besøgsordninger for børn og unge, og som opfylder følgende kriterier:
- Voksenvennerne skal være frivillige og ulønnede voksne.
- Der skal være mindst én professionel involveret i udvælgelsen, matchningen og opfølgningen i forbindelse med relationen. En professionel er en person med en social, psykologisk, sundhedsmæssig eller pædagogisk uddannelse af minimum tre års varighed.
- De frivillige skal fremvise privat straffeattest og skal give samtykke til indhentning af særlige oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister. (”Børneattesten”).
- Nye medlemmer skal godkendes af Landsforeningens bestyrelse samt anvende navnet Børns Voksenvenner efterfulgt af byens navn.
- Landsforeningens bestyrelse skal godkende vedtægterne i de foreninger, hvor der er oprettet bestyrelser samt godkende evt. styregruppers grundlag. Som medlem af Landsforeningen er man forpligtiget til at følge det til enhver tid på generalforsamlingen vedtagne gældende koncept.
Stk. 2
Landsforeningens bestyrelse forpligtiger sig til udlevering af etableringsmappe/materialer som opstartshjælp ved oprettelse af nye lokalforeninger.
§ 4. Generalforsamling.
Stk. 1. Landsforeningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der ordinært afholdes i januar kvartal.
Stk. 2 Imellem generalforsamlingerne ledes Landsforeningen af en bestyrelse.
Stk. 3. En ordinær generalforsamling skal som minimum omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmeudvalg
3. Fremlæggelse af bestyrelsens årsberetning til godkendelse
4. Fremlæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse
5. Drøftelse af Landsforeningens fremtidige virksomhed
6. Behandling af indkomne forslag
7. Fremlæggelse af budget til drøftelse
8. Valg af:
a) formand
b) 4 bestyrelsesmedlemmer samt
c) 2 suppleanter (prioriteret rækkefølge).
9. Valg af statsautoriseret/registreret revisor
10. Eventuelt
Stk. 4. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 3 ugers varsel med skriftlig meddelelse til alle medlemmer.
Stk. 5. Forslag, som medlemmer ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til formanden senest 2 uger før generalforsamlingen.
Stk. 6. Bestyrelsen kan beslutte at afholde ekstraordinær generalforsamling. Fristen for indkaldelse er 2 uger.
Stk. 7. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt 50% af medlemmerne skriftligt forlanger og motiverer dette, senest 2 uger efter anmodningen er modtaget.
§ 5. Bestyrelsen.
Stk. 1: Bestyrelsen og suppleanterne skal hidrøre fra 7 forskellige medlemmer og være aktive hos medlemmet i hele valgperioden.
Stk. 2: Bestyrelsesmedlemmerne er valgt for to år af gangen. Suppleanterne for et år af gangen.
Stk. 3: Formanden og to bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år, og to bestyrelsesmedlemmer i ulige år.
Stk. 4: Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og kasserer.
Stk. 5: Suppleanterne indtræder i bestyrelsen ved et bestyrelsesmedlems varige forfald. Suppleanterne modtager løbende samme orientering som bestyrelsesmedlemmerne.
§ 6. Økonomi.
Stk. 1. Der betales ikke kontingent.
Stk. 2: Landsforeningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 3: Årsregnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret/registreret revisor. Revisor vælges for et år ad gangen.
§ 6 A. Tegningsret og hæftelse.
Landsforeningen tegnes af bestyrelsesformanden og et bestyrelsesmedlem i forening. Køb og salg af fast ejendom, gældsætning samt hæftelse for beløb, der i Landsforeningens samlede normale økonomi er store, skal altid godkendes af bestyrelsen. Det samme skal overførsel af penge fra landsforeningen til dennes medlemmer.
Bestyrelsen kan meddele de nødvendige post-, giro- og bankfuldmagter til kassereren, den person, der er ansvarlig for landsforeningens sekretariatsfunktion og andre personer, som bestyrelsen er berettiget til at meddele prokura til.
Udenfor vedtægterne gælder en tilhørende forretningsorden, som efter hver generalforsamling tilpasses de gældende forhold.
§ 7. Stemmeret og valgbarhed.
Hvert medlem har 2 stemmer. For at kunne afgive sin stemme skal mindst én person fra medlemmet være fremmødt.
§ 8. Eksklusion.
Medlemmer kan ekskluderes, såfremt 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor på en generalforsamling med dette punkt på dagsorden. Eksklusion kan ske, hvis et medlem modarbejder Landsforeningens formål. Ligeledes kan eksklusion ske, hvis kriterierne i § 3 ikke overholdes.
§ 9. Landsforeningens ophør.
Stk. 1. Landsforeningen kan nedlægges, såfremt mindst 2/3 af en generalforsamlings stemmeberettigede stemmer for dette på to på hinanden efterfølgende generalforsamlinger.
Stk. 2. Landsforeningen ophør skal være et selvstændigt punkt på dagsordenen på begge generalforsamlinger, for at Landsforeningens ophør kan behandles.
Stk. 3. Besluttes det at nedlægge Landsforeningen, skal Landsforeningens formue deles mellem aktive medlemmer.
§ 10. Vedtægter.
Stk. 1. Vedtægterne kan ændres, såfremt 2/3 af generalforsamlingens stemmeberettigede medlemmer stemmer for dette.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne skal være et selvstændigt punkt på generalforsamlingens dagsorden, for at vedtægtsændringen kan behandles. Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.
![]() |









